Ny energi

Jeg har skrevet lidt om det før. Overgangsalderen. Jeg havde håbet at jeg kunne klare udfordringerne og de løbske hormoner ved at dyrke regelmæssig motion, løbe, meditere og spise sundt og godt. Det gik i et par år og så måtte jeg kapitulere. Jeg skriver ikke det, fordi jeg vil slå et slag for hormoner. Slet ikke. Jeg vil blot erkende, at det kan blive nødvendigt at bede om hjælp og det blev det for mig. Jeg har længe trukket det ud, men … den dag kom, da der ikke længere var nogen tvivl.

Og så skete der noget. Jeg var slet ikke klar over, at hormonerne i den grad havde mig i sin magt, men efter jeg har fået hormontilskud, er både humør og energi steget betydeligt. Jeg føler mig lettere på flere måder og jeg har fået stor lyst til at genoptage noget, som aldrig har haft lyst til at undvære. Mine løbeture. Det blev bare sådan. Men nu er jeg tilbage!

Nogle gange må man bede om hjælp. Opgive sin stædig opfattelse og overbevisning og simpelthen se på alle de gener, man bakser med. Hvad kunne fordelen være, hvis jeg i stedet valgte noget andet? Omstændighederne gjorde, at jeg egentlig ikke havde noget valg, men nu er jeg faktisk glad for, at det blev sådan. Ellers havde jeg aldrig valgt hormonerne. Så hvis du i den grad føler dig plaget og har gener i overgangsalderen, kan jeg kun anbefale at du tager en god snak med læge og/eller gynækolog. Det er ikke meningen at livet skal blive et surt show. Og det blev det for mig.

I dag løb jeg min første tur længe. Endnu engang startede jeg forfra. Men i dag var det anderledes, jeg følte mig lettere og friere og faktisk var tiden også bedre end den længe har været. Men det er ikke det, det handler om. Det er glæden ved at tage sig selv tilbage og få energi og overskud til overhovedet at komme i løbeskoene.

Jeg glæder mig til kommende løbeture gennem sommeren. Skal du med? 🙂

 

Advertisement

Om nuet og mangelfulde løbeure

Man kan altid starte forfra. Det har jeg skrevet om adskillige gange og nu gør jeg det igen. For jeg er startet forfra med min løbetræning igen. Efter en lang vinter og en skade, der gjorde at jeg blev sat ud af spillet. Det sker! Men det betyder ikke, at man skal kaste håndklædet i ringen og fortælle sig selv, at man ikke kan løbe. Det betyder heller ikke, at man skal slå sig selv i hovedet, fordi man ikke længere er i særlig god form. For hvad betyder “særlig god form” overhovedet?

Når man starter forfra, så er nuet udgangspunktet. Og nuet er det eneste sted, hvorfra man kan tage det næste skridt. Tager man afsæt i noget, der var engang eller et drømmescenarie, hvor man er verdensmester og slår rekorder, som andre slår fluer ihjel, så er man næsten på forhånd dømt til at mislykkes.

Hvad nu hvis nuet er helt perfekt? Og hvis du er perfekt som den løber, du er i dag? Du er i den form, du nu er i? Det er helt i orden. Og den form er udgangspunktet for, hvordan du tilrettelægger din træning fremover.

Selv har jeg lavet mig en ny “løberute”. Den hedder “En ny start – forår 2013” og udgangspunktet er dér, hvor er jeg lige nu. I forholdvis dårlig form sammenlignet med tidligere tiders gode perioder, men faktisk i ikke så ringe form, hvis jeg sammenligner med perioder, hvor jeg af den ene eller grund havde holdt pause. Nuet er mit udgangspunkt. Og foråret er et helt perfekt tidspunkt at starte igen på. Det er som at følge en helt naturlig rytme. Jeg er et træ, nu springer jeg også ud. Som løber. Igen!

Nu kan jeg begynde at gøre fremskridt. Og hvert eneste skridt frem er et sådant. Jeg accepterer at jeg er i den form, jeg nu er og så tager jeg den derfra. På med løbesko og det gode tøj og så ud og rende. Løbe. Et skridt af gangen. Finde rytmen og nyde, at jeg kan. Løbe. Og det er faktisk en helt fantastisk følelse, når man har været væk fra det på grund af en skade. Taknemmelighed og glæde. Det er gode ingredienser, når man tager sig selv i hånden og starter forfra. Dybe vejrtrækninger, god musik i ørerne, mærke kroppen og følelsen af løbesko mod asfalt eller andet underlag.

Og pludselig har man løbet 3 kilometer. Mere eller mindre. Og man mærker, at man slet ikke har holdt pause. Man er stadig løber. Og glæden bliver endnu gladere, når man accepterer sit udgangspunkt, for glæden ved godt, at accept er nøglen til forandring. Og at nuets kraft er stor.

I går løb jeg en dejlig tur i forårsvinden. Den bedste længe! Jeg blev både glad og kåd og selvom min tid kunne have været bedre, hvis jeg sammenlignede med tidligere tiders resultater, så var det faktisk en forbedring fra turen i sidste uge.

Det handler det om finde sin helt egen motivation. Min er og bliver glæden. Ved fremgang, naturligvis, jeg suger også gode tider og resultater til mig, fordi de ligesom fortæller en historie om, at jeg faktisk bliver bedre og kommer i bedre form, når jeg træner regelmæssigt.

Men der mangler en måleenhed på mit løbeur. Jeg har ikke mulighed for at måle, hvor meget glæde jeg får. Jeg kan se, hvor stærkt jeg løber, jeg kan se mellemtider, hvor mange kalorier, der ligeså stille rasler af. Og så videre. Men glæden? Hvordan måler man glæden?

Noget af det bedste ved en god løbetur er altså ikke måleligt. Det er subtilt, subjektivt og usynligt for løbeure.

For glæden kan ikke måles. Den skal mærkes. Og løbeture gør mig glad. Hvad enten jeg har løbet uafbrudt i mange måneder og er kommet i god fysisk form, eller jeg starter forfra en forårsmorgen og mærker, at jeg stadig kan.

Jeg løb i dag

Jeg har savnet at løbe regelmæssigt. Og jeg har i den grad savnet at blogge om løb og løbeglæde.

Jeg var skadet i efteråret og den første del af vinteren og kunne hverken løbe eller skrive. Og det var ikke engang en løbeskade, men så galt kan det altså gå. Men jeg huskede mig selv på noget, en anden løber engang havde sagt til mig, da jeg havde min bækkenskade. Se på din skade som en gave.

Gaven holdt mig fra både løb og skriverier i et godt stykke tid.  Men nu er jeg er tilbage. I løbesko og på bloggen.

På tirsdag skal jeg til eksamen og forberedelsen tager en del af min tid lige nu, men jeg har fået løbet i dag. En god tur ud i det forår, der nu endelig ser ud til at være kommet for at blive. Så jeg tager foråret i hånden og sammen løber vi mod sommer. Et skridt af gangen. Fulgt og forfulgt af de ord, der måtte opstå. Alt sammen til glæde og inspiration. For mig. Og forhåbentlig også for dig!

På gensyn!

Glædeligt

Jeg har fat i den lange ende igen. At løbe er igen blevet en rutine og er ligesom flyttet ind i mig. I morgen er det tid til løbetur og jeg glæder mig. Sådan skal det være. Fuld af glæde!

Det er en god følelse. Jeg har kæmpet længe og det handler mere om mig og omstændighederne end selve løbet. Det kan jeg aldrig opgive. Ikke frivilligt. Nu har jeg vænnet mig til overgangsalderen, som den er lige nu, og bedst som jeg bliver vant til den, ændrer den karakter. Men en ting er eksperterne enige i: Det hjælper og lindrer med regelmæssig motion. Gener bliver mindre og for mit vedkommende er menstruationen blevet helt normal igen. Det er næsten som om jeg er løbet baglæns! 😉 Spøg til side, indtil videre er mine erfaringer positive. Og jeg bliver ved med at løbe. Huske, hvor godt det gør.

I løbet af næste uge skal jeg havde fundet mig et par løbesko som par nummer to. Som tidligere nævnt savner jeg den variation, der er i at have to forskellige typer, som man skifter mellem. Mine Nike er gået på pension og fungerer som gåsko. Jeg skulle hilse og sige, at de er glade. Uden at vide bedre løb vi sammen i over et år og det var en lykkelig affære. Forkert, sagde eksperten, men vi havde det godt sammen. Nu går vi gode ture.

Jeg har opdaget at Løberen også holder til i Roskilde, så jeg forestiller mig endnu en løbestilsanalyse, hvor jeg primært vil teste Mizunos sko. På varm anbefaling. Jeg håber på en lidt lettere og mere fleksibel sko end mine kære Asics. De ny sko skal være lettere! De er jo et supplement. Jeg glæder mig som et lille barn.

Og jeg glæder mig til løbeturen i morgen. Mon ikke, jeg skal en tur i skoven igen?

Sommerstatus og sko nummer to

Jeg løb en formiddagstur i går. Det blev årets hidtil varmeste. Jeg havde ingen forventninger. Som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg slidt lidt med at komme ind i en rigtig god løberytme på det seneste og formen er selvfølgelig derefter.

Det var en lun sommerformiddag og jeg tog sommerløbetøjet på. Den gode top, jeg købte sidste år, let, luftigt og fuld af sommerlig frihed. De lette løbebukser (ikke thights). Og mine nu eneste løbesko, den gode gamle kending, Asics Gel Kayano nummer 17. Skoene fik jeg i fødselsdagesgave i december og det er mine efterhånden “mangepar” af slagsne. En klassiker, som jeg ved er god til mig. Jeg fik som bekendt en ny løbestilsanalyse i foråret og selvom jeg havde håbet, at det var anderledes, havde min løbestil egentlig ikke ændret sig synderligt. Håbet handlede også mest om de dejlige Nike løbesko, jeg købte i Spanien sidste forår. Uden en forudgående test! Lang historie, men det var et impulskøb, som jeg fik meget glæde af. Jeg elskede at løbe i mine lette luftpudeagtige Nike. Indtil jeg kom på løbebåndet og blev stoppet for rødt lys. De var ikke gode til mig. Ingen støtte, ingenting, jeg landede forkert på foden, pronotionen var for voldsom. Øv! For paradoksalt nok havde jeg løbet som en drøm i netop de Nike, der nu er gået på pension som gåsko.

Eller. Jeg havde to par sko, som jeg skiftede mellem. Asics Kayanoen og så den “forkerte” skønne Nike. Den kombination gjorde godt. Jeg nød turene og jeg mærkede forbavsende lidt til bækkenskaden. Indtil den skæbnesvangre dag i det tidlige forår, hvor Nike blev dømt ud. Smil. Jeg har ufortrødent løbet videre i min sikre Kayano, men jeg savner variationen. Virkelig!

Nu er jeg således på jagt efter sko nummer to, som skal supplere min Kayano. Jeg kunne forsøge at finde en velegnet Nike, men jeg følte mig ikke godt tilpas i de modeller, jeg prøvede, da jeg var på løbebåndet i foråret. Tøvende gik jeg derfra med uforudrettet sag. Og nu hører jeg en lille fugl synge om Mizuno. Ja, faktisk har jeg hørt skoen omtalt flere gange på det sidste og min gode ven Lisbeth anbefalede den på Løbeglæde, min facebookside, som du i øvrigt er meget velkommen til at synes godt om. The more, the merrier! 😉

Mizuno? Kunne det være svaret? Og tør jeg bestille skoen på nettet uden forudgående løbetest, er jeg så modig (eller dumdristig), for jeg har nemlig set et godt tilbud. Eller skal jeg ofre penge på en løbestilsanalyse og teste skoen andetsteds – måske uden at købe den? Jeg nyder i grunden det impulsive, det lidt farlige ved bare at gøre det. Den Mizuno model, jeg i så fald ville købe, er jo til moderat pronotion. Men det ender nok med en test. For pokker løbekvinde, du kender turen.

Sommerstatus i øvrigt er, at formen er bedre end forventet. Jeg fik en dejlig løbetur i god varme, svedte som en hest og løb næsten også som en.  Det var en fin tur og jeg føler egentlig, at jeg er i gang igen. Der skal løbes gennem sommeren, for løbeturene giver mig glæde og styrke. Jeg finder energi og jeg finder svar. Jeg elsker det jo! Og så skal mine Asics have sig et par løbene medsøstre! Hvad det ender med, skal jeg nok fortælle om senere!

God løbeuge!

Forfra, løbeglæde!

Jeg må hele tiden minde mig selv om det. Du kan altid starte forfra. Begynde igen. Eller fortsætte hvor du slap.

Og det gælder også løbetræningen. Jeg har ikke helt formået at få fat i den gode rytme i år. Jeg løber i hak. Og falder i hak eller måske nærmere betegnet i huller, hvor jeg bliver liggende lidt for længe. Det handler blandt andet om den overgangsalder, jeg er løbet ind i og som er blevet en uforudset udfordring på mange måder. Men når det er sagt, vil jeg skynde mig at tilføje at det gør godt at løbe. Det gør faktisk en positiv forskel og det hjælper på de til tider voldsomme hormon- og humørsvingninger.

Alligevel har jeg haft for lange pauser i mellem løbetræningen. Det bliver pludselig nemt at springe en dag over her og der, og af erfaring ved jeg, at når det er nemt, så har jeg ikke længere fat i det, det egentlig handler om. Løbeglæde. Så har jeg glemt det og det hænder. Desværre sker det ofte, når livet i forvejen er udfordrende på den ene eller den anden måde og på tidspunkter, hvor det netop ville være en fantastisk ide at løbe regelmæssigt og holde ved.

Hvad gør man så? Det hjælper ikke med selvbebrejdelser og det hjælper ikke med pisk. Den slags er ikke motiverende. Skyld, burde og skulle er ikke vand på en god løbemølle. De er kæppe i hjulet!

Jeg tænker på, at man altid kan starte forfra. At livet er her og nu og at løbe har som bekendt mange ligheder med at leve. Der er op og nedture, der er modvind og bakker så stejle, at man aldrig tror, man kommer hele vejen op. Man må gå lidt. Puster. Og der er skader, forhindringer og så er der da det mentale. Ikke mindst det! Men der er også dage, hvor benene bare løber, er lette, man svæver og flyver. Ture, hvor man mærker kroppen arbejde perfekt, vejrtrækningen, livet, naturen, turen. Og de ture er så gode, fordi man har prøvet de andre. Kender den anden side. Så når det virkelig blæser, jeg har modvind og formen i øvrigt ikke er i top, tænker jeg på at det gør stærkere. At næste tur bliver lidt lettere. Og at jeg gør det!

Og nu skal jeg egentlig starte forfra igen. Jeg har løbet hver eneste uge og flere ture, men jeg kan mærke at jeg skal have fat i både rytme og rutine igen. Jeg skal have lidt flere ture om ugen. Og så skal jeg tillade mig selv at mærke glæden. Den uforbeholdne løbeglæde, der er en gave i sig selv og det allervigtigste udstyr. Jeg starter i næste uge med mit eget lille løbeprogram og det handler om flere ting: Løbeglæde, smidighed og mindfulness.

Jeg tænker på de ture, jeg indførte, hvor jeg dansede en dans efter endt løbetræning. Med iPod i øret og i løbesko. Det var tider! Og det kan det blive igen! Glæden er den fornemmeste motivation og når man handler på den, bliver resultatet som regel derefter. Glædeligt.

Billedet er taget på en løbetur langs åen og minder mig om, hvor smukt der er derude.

Vingestøv og mindfulness

Hvis jeg har mulighed for det, tager jeg gerne en pause fra arbejdet sidst på formiddagen og løber en tur. Det giver fornyet energi. I dag havde jeg igen muligheden, så jeg rejste mig, tog løbetøj på og satte i gang. Ud af markvejen, grusvejen, ramte landevejen og løb.

I dag var bare en af de dage, hvor man egentlig ikke gider. Og først finder ud af det, når man er i gang. Løber. Og kan mærke tungheden, lysten til at stoppe. Min iPhone var en fantastisk undskyldning, for jeg måtte bare stoppe og tage billeder af både det ene og det andet. Det endte med, at jeg i stedet besluttede mig for intervaller. Så det blev i høj grad en anderledes løbetur. Jeg var både fotograf og løber. Og når jeg ikke fotograferede, løb jeg forholdsvist hurtigt. Sådan.

Det fungerede. Det var et slags kompromis. Og jeg fandt også tid til at lave øvelser på halvvejen, lægge mig i græsset og kigge op i himlen. Mærke livet som en sommerfugl, vingestøv og mindfulness.

Sådan er der nogle løbeture. Og måske skal man bare lade dem være sådan. Men næste gang lader jeg min iPhone blive hjemme! 😉

Løbepause af den gode slags

Det er fredag formiddag. Jeg sidder med mine arbejdsopgaver og energien er helt i knæ. Tankerne tager på langfart, svæver ud gennem et tilsyneladende åbent vindue og min koncentration er ikke stor. Samtidig mærker jeg den velkendte rastløse energi, der kan lægge en gevaldig dæmper på mit humør. En slags rastløshed, som ikke lader sig tilfredsstille med rutineprægede arbejdsopgaver og i det hele taget.

En pause, tænker jeg og rejser mig. Just do it! Og jeg elsker det motto, for det er ofte sådan det er og gøre. Bare gøre det. Ikke tænke, handle. Løbe. På med tøjet og af sted. Jeg skubbede forsigtigt mine arbejdsopgaver lidt frem foran mig og tog i stedet løbetøj på. Og det viste sig at være en god ide!

Der er ikke langt ned til åen, det tager kun få minutter med bil. Så er jeg på et sted, hvor der er gode stier og frisk luft. Og på det tidspunkt af dagen, en formiddag med skyer og udsigt til regn, er der ikke mange andre. Faktisk mødte jeg ikke et eneste menneske, men jeg hilste på både fugle, køer og en kat. Ellers var det bare mig og mine løbesko. Skridt efter skridt.

Hvis man har mulighed for det, er det en fin ide at lægge en løbetur ind som en pause i løbet af dagen. Det gør underværker, renser hovedet og man kommer tilbage med fornyet energi. Et hurtigt bad, vand og lidt at spise og så er man klar igen. Til dagen, vejen og til at tage fat på de arbejdsopgaver, der ligger og venter tålmodigt.

Mine arbejdsopgaver gik ingen vegne. Men det gjorde jeg. Jeg løb. Og det gjorde godt!

I øvrigt er det fantastisk at strække ud på en bænk midt i landskabet bagefter. Dér langs åen lagde jeg mig under mørke skyer og strakte ud. Øjne og ben rettet mod himlen. Fuglesang og fugtighed.

Og nu er det snart weekend. Nyd den og løb gode ture!

Fokusskift

Det er fint at have fokus. Hvis man vil opnå noget i forbindelse med sin løbetræning (og andre gode ting i livet), er man nødt til at have fokus. Fokus på sit mål og hvordan man når derhen. Fokus på, at man nu også får trænet som planlagt, restitueret, lavet øvelser, alt det, der hører med. Men mest af alt vil vi jo gerne bare ud og løbe. Gøre det. På med løbeskoene, udstyr i øvrigt og så ramme landevej eller skovsti i en vis fart.

I en vis fart. Men hvad hvis farten ikke længere kan være den samme? Af den ene eller anden grund? Hvad hvis man bliver ramt af skade, bliver lagt ned, må så grueligt meget igennem og så på det nærmeste starte forfra. Midt i en løbesæson, hvor man havde gode planer om at gennemføre både det ene og andet motionsløb, marathon måske endda?

Det er surt at måtte se i øjnene, at man pludselig ikke kan det samme mere. Noget rigtig møg! De store planer ramler som korthuse erstattet af smerter og ubevægelighed. Fysioterapeut. Kiropraktor. Specialister. Tid og penge går til noget helt andet end det, man havde sat sig for. Fantastiske løbeture og tider, der slog alle hidtige rekorder. Gud er det surt! Ærgerligt.

Fokus. Hvor skal man så lægge fokus? På alt det, man ikke længere kan? Ærge sig, misunde dem, som kan og gør det? Når fokus lægges dér, vokser ærgelsen som en snebold, man ruller ned af bakke. Hurtigere, hurtigere. Stor snebold. Stor ærgelse. Større smerte.

Man kan også gøre noget andet. Det har hjulpet mig. Man kan skifte fokus. Situationen er en anden, jeg tilpasser mig. Sådan kan man tænke. Hvad kan jeg nu? Hvordan kan jeg fortsætte med at løbe og hvad er mit mål, når jeg ikke kan løbe Eremitageløb, halvmarathon eller det rigtige lange, som finder sted i København på søndag?

Jeg har skrevet om det før. Man kan vælge at lade løbeglæde være målet. Glæden ved at komme ud. Glem alt om tidligere planer. Begrav dem, kys dem farvel og tag afsked i acceptens navn. De findes ikke længere. Tilbage er glæden ved stadig at kunne. Starte forfra, bygge op, tage hensyn til skaden og se på den som en gave. En gave fra kroppen. For skader kommer, fordi vi gør noget dumt. Fordi vi ikke lytter til kroppen, styrker den, giver pokker i signaler og løber over for rødt. Den slags. Og ja, vi kan også være pokkers uheldige, men i sidste ende er der kun en ting at gøre. Glæde sig over, at man stadig er i live, at man har to ben og kan løbe. Selvom det er anderledes. Nyt. Også det er der et eventyr i.

Jeg skriver af erfaring. Jeg løb mange motionsløb tidligere og Eremitageløbet var en fast del af mit årlige repetoire. Ikke at jeg helt har opgivet at løbe det igen, men det kan ikke være mit mål, så længe min bækkenskade og det ustabile bækken driller mig. Der er gode og dårlige dage, men jeg har rigtig mange gode dage, når jeg lytter til min krop. Den siger “forholdsvis mange korte ture” og masser af øvelser. Variation. Men jeg glæder mig, for de mange kortere ture gør mig glad. Fordi jeg stadig kan. Løbe i skoven, på landevejen, med hunden. Se himlen, dufte blomsterne, beundre den gule raps og sige muh til den ko, der glor, når jeg løber forbi. Fordi jeg løber forbi.

Skift fokus, hvis du har løbet panden mod en mur. Vend om. Kravl over. Skift fokus!

Løb fordi det gør dig glad.

Yoga for løbere

Jeg er i gang igen. Jeg løber nu hver anden dag og har i øvrigt suppleret med cykling. Men jeg skal have trænet øget smidighed og jeg må krybe til korset. Selvom jeg elsker at svømme, så er jeg bare ikke glad for det cirkus, der finder sted i svømmehallen! Råben, skrigen, kamp om de få svømmebaner, der er til rådighed. Det er slet ikke, hvad jeg forbinder med god motion og glæde. Jeg skal bruge kræfter på at forholde mig til den stress, jeg faktisk føler, når jeg skal af sted. Lysten mangler, fordi jeg ved, at jeg skal så grueligt meget igennem, inden jeg ligger i vandet og forhåbentlig får mig en skøn og glidende svømmetur med indbygget turkis mindfulness. Træning uden belastning.

Jeg er begyndt at tænke i andre (svømme)baner og mine tanker hviler ved yoga. Jeg har længe flirtet med ideen om yoga. Smidighed, ro, større kropsbevidsthed. Hvad nu hvis yoga er den perfekte makker til min løbetræning? Det må prøves. Jeg har sågar fundet et hold et sted, hvor yogalæreren er ekspert i ryglidelse og gode øvelser, fordi hun selv har været turen igennem, og jeg er kommet på begynderholdet. Som starter til … januar!

Det er længe at vente, så min plan er at finde et slags sommerhold eller i hvert fald at starte til august et andet sted, for så at overgå til dette yogacenter, når tid er. Hvis du er bekendt med et eller flere gode yogasteder i Ringsted og omegn, hører jeg gerne fra dig.

Og jeg hører også gerne fra dig, hvis du selv dyrker yoga. Hvad siger din erfaring? Og er du ovenikøbet løber, som dyrker yoga, så vil dit bidrag være som en gave. Fortæl. 🙂

Hos Women’s Running Magazine faldt jeg over denne video, der netop handler om gode øvelser for løbere. Og det er jo noget, vi alle kan gå i gang med i forbindelse med vores løbetræning. Flere af øvelserne minder faktisk om dem, jeg har fået af min fysioterapeut og som skal styrke og smidiggøre mit bækken.

Løb og yoga. Det lyder godt i mine ører!