Glædeligt

Jeg har fat i den lange ende igen. At løbe er igen blevet en rutine og er ligesom flyttet ind i mig. I morgen er det tid til løbetur og jeg glæder mig. Sådan skal det være. Fuld af glæde!

Det er en god følelse. Jeg har kæmpet længe og det handler mere om mig og omstændighederne end selve løbet. Det kan jeg aldrig opgive. Ikke frivilligt. Nu har jeg vænnet mig til overgangsalderen, som den er lige nu, og bedst som jeg bliver vant til den, ændrer den karakter. Men en ting er eksperterne enige i: Det hjælper og lindrer med regelmæssig motion. Gener bliver mindre og for mit vedkommende er menstruationen blevet helt normal igen. Det er næsten som om jeg er løbet baglæns! 😉 Spøg til side, indtil videre er mine erfaringer positive. Og jeg bliver ved med at løbe. Huske, hvor godt det gør.

I løbet af næste uge skal jeg havde fundet mig et par løbesko som par nummer to. Som tidligere nævnt savner jeg den variation, der er i at have to forskellige typer, som man skifter mellem. Mine Nike er gået på pension og fungerer som gåsko. Jeg skulle hilse og sige, at de er glade. Uden at vide bedre løb vi sammen i over et år og det var en lykkelig affære. Forkert, sagde eksperten, men vi havde det godt sammen. Nu går vi gode ture.

Jeg har opdaget at Løberen også holder til i Roskilde, så jeg forestiller mig endnu en løbestilsanalyse, hvor jeg primært vil teste Mizunos sko. På varm anbefaling. Jeg håber på en lidt lettere og mere fleksibel sko end mine kære Asics. De ny sko skal være lettere! De er jo et supplement. Jeg glæder mig som et lille barn.

Og jeg glæder mig til løbeturen i morgen. Mon ikke, jeg skal en tur i skoven igen?

Sommerstatus og sko nummer to

Jeg løb en formiddagstur i går. Det blev årets hidtil varmeste. Jeg havde ingen forventninger. Som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg slidt lidt med at komme ind i en rigtig god løberytme på det seneste og formen er selvfølgelig derefter.

Det var en lun sommerformiddag og jeg tog sommerløbetøjet på. Den gode top, jeg købte sidste år, let, luftigt og fuld af sommerlig frihed. De lette løbebukser (ikke thights). Og mine nu eneste løbesko, den gode gamle kending, Asics Gel Kayano nummer 17. Skoene fik jeg i fødselsdagesgave i december og det er mine efterhånden “mangepar” af slagsne. En klassiker, som jeg ved er god til mig. Jeg fik som bekendt en ny løbestilsanalyse i foråret og selvom jeg havde håbet, at det var anderledes, havde min løbestil egentlig ikke ændret sig synderligt. Håbet handlede også mest om de dejlige Nike løbesko, jeg købte i Spanien sidste forår. Uden en forudgående test! Lang historie, men det var et impulskøb, som jeg fik meget glæde af. Jeg elskede at løbe i mine lette luftpudeagtige Nike. Indtil jeg kom på løbebåndet og blev stoppet for rødt lys. De var ikke gode til mig. Ingen støtte, ingenting, jeg landede forkert på foden, pronotionen var for voldsom. Øv! For paradoksalt nok havde jeg løbet som en drøm i netop de Nike, der nu er gået på pension som gåsko.

Eller. Jeg havde to par sko, som jeg skiftede mellem. Asics Kayanoen og så den “forkerte” skønne Nike. Den kombination gjorde godt. Jeg nød turene og jeg mærkede forbavsende lidt til bækkenskaden. Indtil den skæbnesvangre dag i det tidlige forår, hvor Nike blev dømt ud. Smil. Jeg har ufortrødent løbet videre i min sikre Kayano, men jeg savner variationen. Virkelig!

Nu er jeg således på jagt efter sko nummer to, som skal supplere min Kayano. Jeg kunne forsøge at finde en velegnet Nike, men jeg følte mig ikke godt tilpas i de modeller, jeg prøvede, da jeg var på løbebåndet i foråret. Tøvende gik jeg derfra med uforudrettet sag. Og nu hører jeg en lille fugl synge om Mizuno. Ja, faktisk har jeg hørt skoen omtalt flere gange på det sidste og min gode ven Lisbeth anbefalede den på Løbeglæde, min facebookside, som du i øvrigt er meget velkommen til at synes godt om. The more, the merrier! 😉

Mizuno? Kunne det være svaret? Og tør jeg bestille skoen på nettet uden forudgående løbetest, er jeg så modig (eller dumdristig), for jeg har nemlig set et godt tilbud. Eller skal jeg ofre penge på en løbestilsanalyse og teste skoen andetsteds – måske uden at købe den? Jeg nyder i grunden det impulsive, det lidt farlige ved bare at gøre det. Den Mizuno model, jeg i så fald ville købe, er jo til moderat pronotion. Men det ender nok med en test. For pokker løbekvinde, du kender turen.

Sommerstatus i øvrigt er, at formen er bedre end forventet. Jeg fik en dejlig løbetur i god varme, svedte som en hest og løb næsten også som en.  Det var en fin tur og jeg føler egentlig, at jeg er i gang igen. Der skal løbes gennem sommeren, for løbeturene giver mig glæde og styrke. Jeg finder energi og jeg finder svar. Jeg elsker det jo! Og så skal mine Asics have sig et par løbene medsøstre! Hvad det ender med, skal jeg nok fortælle om senere!

God løbeuge!

Tilbage på løbesporet

Jeg har haft en mere eller mindre ufrivillig løbepause. Flere uger. Og nej, det er ikke en katastrofe, det er blot at snøre løbeskoene og se at komme ud igen, men der skete bare noget. Jeg glemte løbeglæden. Jeg for vild i en tilstand, som på mange måder er ny og uventet for mig. Overgangsalder! Det væltede mig omkuld. Hæsblæsende hormoner og hedetur. I flertal.

Dette indlæg kommer ikke til at handle så meget om overgangsalderen, MEN jeg har faktisk tænkt mig at skrive om det. Løbende. For jeg er overbevist om, at regelmæssig motion, som i mit tilfælde primært vil dreje sig om gode løbeture, er guld værd i forhold til at dæmpe hormonernes vanvidsdans. Motion. God og sund kost. Søvn, hvis man kan få lov til det for uro og hedeture. Men altså. Løbe. Skrive om det. Løbe!

Nuvel. Jeg tænkte faktisk på, at jeg skulle ud og løbe, men det blev ved tanken. Motivationen manglede. Pludselig forstod jeg, hvorfor nogen synes det kan være svært at komme af sted. Jeg orkede bare ikke! Og det er så mærkeligt, for jeg har altid orket. Jeg elsker at løbe. Jeg kan ikke undvære det. Men det glemte jeg. For en stund. Flere uger, næsten en måned på nær en enkelt forkølet løbetur.

Men. Venner. Nu er jeg i gang igen! To gode løbeture i sidste uge og planer om løb hveranden dag i denne uge. Jeg er tilbage på løbesporet. Og jeg har besluttet mig for at skænke mig selv en lille løbegave. En “tillykke med overgangsalderen” gave. Du er nu på vej til at blive en anderledes slags kvinde. Men ligegyldigt hvilken slags kvinde, jeg ender med at blive, og hvad jeg skal igennem på vejen, så fortjener jeg at have to par gode løbesko som tidligere. Jeg husker jo, hvordan jeg hele sidste år nød godt at have skiftesko, to forskellige slags. Så mine Asics Gel Kayano skal have sig et par gode venner af andet mærke. Snart. Indenfor de næste uger.

Da jeg løb af sted i går formiddag, ud i maj, sol og vind, oplevede jeg noget dejligt. Jeg følte at jeg løb tilbage i mig selv. Og jeg forstod ikke, hvordan jeg kunne have mistet løbefølelsen. Den lyst. Det føltes så naturligt. Mig. Løbetøj. Løbesko. Musik i ørerne. Vind i håret. Løbe. Bare løbe.

Overgang er ingen undergang. Tværtimod. Og nu er jeg tilbage som den løber, jeg er. Jeg har savnet mig selv. I løbesko. 🙂

I pigsko med glæde

I dag gjorde jeg det. Endelig. Jeg har taget tilløb og det er primært sket i selskab med flyttekasser. Men jeg har kigget kærligt ud af vinduerne og tænkt, at jeg meget snart skulle have mig en løbetur i snevejr. Med mine Icebugs pigsko. Det blev ved tanken i nogle dage. Der blæste en iskold vind og bortset fra turene ud med hundene og et par enkelte kørsler ind til den nærmeste by efter proviant, har jeg holdt mig inde. Men i dag skete der noget. Pludselig midt på eftermiddagen blev jeg ramt af akut løbelyst og så er der virkelig kun en ting at gøre: Løbe!

Jeg har ikke fundet min elefanthue, men jeg fandt i stedet et tørklæde, som jeg kunne vikle om ansigt og mund. Det fungerede fint i selskab med en almindelig løbehue. Og så snørede jeg for første gang i denne sæson mine kære Icebugs og satte i gang.

Der er noget helt specielt ved at løbe på sne og isunderlag. Det er anderledes, både i afsæt og i følelsen af underlaget. Jeg lagde forsigtigt ud, men snart gik der sport i den. Man glider jo ikke i pigsko, vel? Det er både sjovt og sejt og jeg nød min tur i fulde drag.

Det er fedt at svede i minus 12 graders kulde. Tårene frøs til is på mine kinder og jeg løb med den lave vintersol som hepper. Det gjorde vidunderligt godt. Jeg kan ikke løbe helt så hurtigt på is og sne, men det betyder slet ikke spor. Det var en fin tur. Og nu er jeg i gang igen. I pigsko! Jeg kan kun anbefale vinterløbeturene. Ja, det er koldt derude og man skal tage sig ekstra sammen, men med den rigtige påklædning (og de rigtige sko!) er det faktisk intet mindre end skønt. Og det siger jeg også til mig selv, for jeg har haft lidt svært ved at tage mig sammen.

Den tid er forbi. Vintervejr er noget jeg kan li! 😉 God weekend.

Et lille indlæg om en løbeskuffe

Det er ikke blevet til så meget løb i den sidste uge. Det skulle da lige være al den løben frem og tilbage med flyttekasser. Op af trapper. Ned af trapper. Nej, det gælder ikke rigtigt vel? Når man er løber, så er der kun en ting, der dur. En rigtig løbetur. Det både rimer og det passer. Og jeg har egentlig haft gode intentioner, men flyttekasser og det nye hus har taget det meste af min tid. Det blev til en enkelt løbetur i fint frostvejr, den slags vejr, hvor luften er helt sprød og kulden intens. Solskin. Det var en god tur, selvom jeg kunne mærke både flytteben- og arme.

Men pyt. Nogle gange må man holde en mindre pause og koncentrere sig om andre ting. I morgen flytter vi de sidste store ting og søndag er jeg så klar til at løbe igen. Jeg er så klar! Det bliver sjovt at løbe fra det nye hus, ud af markvejen og finde nye ruter. Ja altså, det bliver hurtigt de samme veje som før, men jeg har det med at finde på nye ruter og navne. Den slags motiverer mig. Men altså. Søndag. Løbetur.

Og nu kommer jeg til noget, som er så småt at det er stort for mig. Der kan du bare se. Det er, hvad man gør det til. De små gode ting i livet. Jeg har haft stor glæde ved at indrette en stor og dyb skuffe i en ny kommode til løbetøjet. En dedikeret skuffe. Jeg har vasket mit løbetøj og jeg har lagt det i orden. Jeg har sågar kasseret noget af det samle. En slags løbetøjs-feng shui. Og nu har jeg altså en skuffe, hvor mine løbeting kan være. Der sad jeg på gulvet og sorterede og blev helt glad indeni. Mere skulle der ikke til. En løbeskuffe. Så var denne kvinde glad! 🙂

Men altså søndag. Næste løbetur. Og så vil jeg også blive flittigere til igen at skrive her på løbebloggen. Indtil da, ha den dejligste weekend og løb dig en god tur eller to. Vinterløb er skønt, ikke sandt?

Jomfrurejse – nye løbesko

 

For mit vedkommende blev vintersæsonens løbetræning indviet i nye løbesko. Eller også var det omvendt. I hvert fald var jeg så usandsynlig heldig at få nye løbesko i fødselsdagsgave, da jeg den første lørdag i december fyldte år. Jeg havde ønsket mig dem. Brændende. Jeg trængte. Men jeg vidste ikke, i hvor høj grad jeg trængte. Det opdagede jeg først, da jeg snørende skoene og begav mig ud på den allerførste tur. I nye løbesko.

Asics Gel Kayano. Det var været mine foretrukne løbesko, siden jeg for efterhånden en del år siden fik en løbestilsanalys hos Kaiser Sport i Brønshøj. En sportsfysioterapeut henviste mig. Eller rettere sagt, han anbefalede mig at blive testet efter en lårskade. Lang historie. Men den lørdag hos Kaiser Sport blev jeg et par Kayano rigere og det skule vise sige at blive en lykkelig løbehistorie. Jeg har haft mange par siden da. Jeg har ikke haft lyst til at prøve noget andet. Jo, jeg flirtede med tanken og jeg var sågar på løbebånd til test hos Løberen i Lyngby, men det endte med en Kayano model. Igen. Og siden har det bare været sådan. Hvorfor lave om på noget, der er godt? Det er normalt ikke mit motto, for jeg er nysgerrig og prøver gerne nyt, men jeg har altid knuselsket mine Kayano og løbet uden synderlige skader og skavanker, så det har jeg ikke haft lyst til at sætte over styr. Så kom bækkenskaden. Men det er også en helt anden historie. Efter genoptræning og ny løbestil, løber jeg nu i en kombination af Nike og Asics Gel Kayano. Jeg løber skiftevis i den ene og den anden model. De restituerer så lidt længere end normalt. Og jeg løber i forskellige slags sko med forskellig støtte. Det gør godt. Det gør utroligt godt! Men det var Kayanoen, der var på ønskelisten, for mine Nike sko er “kun” fra marts. De har mange gode kilometer i sig endnu.

Den første løbetur i nye sko. Det er en jomfrurejse! Det er et lille eventyr fuldt af spænding og forventning. Kender du det? Ja, jeg kender jo Kayanoen og på den måde kan jeg ikke forbavses, men alligevel og dog, for der er sket forbedringen hen af vejen og model 17 har små nye ændringer. Den er faktisk en smule anderledes. En jomfrurejse. De første skridt. En helt ny fornemmelse. Pludselig kan man mærke, at de gamle sko vist er mere slidt end som så. De nye giver en helt anden fornemmelse, en helt anden støtte og et friere afsæt. Forbavsende. Den første tur var ydermere en tur udi vinterens første rigtige frost, hvide pletter på vejen og en smule forsigtighed, indtil jeg mærker, at jeg står fint fast i skoene og bare kan løbe. Jeg ved, at man skal løbe en mindre tur, første gang man er ude i nye løbesko. Det siges der. Men hvad er en mindre tur? Jeg løb 4 gode kilometer og jeg var i syvende himmel. Farten var bedre. Selv i ny løbestil. De gamle sko har vist taget noget af farten, den har forplantet sig i afsættet og asfalten har slugt noget af energien. Lyder det teknisk? Nej vel. Jeg er ikke særlig teknisk anlagt, men jeg kan mærke STOR forskel. Da jeg kom hjem og tastede min tid ind i Motionsdagbogen, stod det da også til at læse. Forbedring.

Og jomfrurejsen blev indledningen til en ny rute. Vinterløb. Løb med hue og handsker og røde kinder. Ånder, der danser som skyer foran ansigtet. Kulde og kærlighed. Til løb.